VIDEO: Mærkelig ulykke i Brasilien: ‘Idiot, Fernando’
Fernando Alonso var lørdag involveret i en ulykke i Brasilien, hvorefter han fik hårde ord med på vejen.
Det er ikke hver dag, at man oplever to tidligere holdkammerater brage ind i hinanden i Formel 1. Det er endda endnu mere sjældent, at man ser det ske i en kvalifikation til et sprintløb.
Ikke desto mindre var det, hvad der skete forud for lørdagens sprintløb. Her endte Alpine-kører Esteban Ocon med at brage ind i Aston Martin-stjernen Fernando Alonso, som han tidligere har været holdkammerater med.
Og selvom det var Ocon, der kørte ind i Alonso, var han hård overfor sin tidligere holdkammerat via radioen.
“Idiot, Fernando,” lød det fra franskmanden over radioen.
Sammenstødet betød, at Ocon mistede sit ene dæk, og derefter blev sendt ind i en barriere. Derfor var han nødt til at udgå fra kvalifikationen.
Også Alonso var nødt til at udgå fra resten af kvalifikationen, selvom han var i stand til at køre bilen retur til pitlane. Her blev det konstateret, at skaderne var for omfattende til, at bilen kunne komme tilbage på banen.
Og ulykken har vakt en del opsigt, da det ser ud til, at Alonso efterlader den nødvendige plads. Ganske vist kunne han godt have rykket sig yderligere ud mod højre, men der var plads nok til Ocon.
Kollisionen blev forårsaget af, at Ocon ramte en kerb, så bilen skred ud og derefter overstyrede. Denne fejl endte med at koste ham dyrt, da han blev sendt direkte ind i Alonso.
Efter ulykken blev Ocon også interviewet af pressen, hvor han nægtede, at han mistede kontrollen over bilen. På videoer af ulykken ser det dog ud til, at det netop er det, der sker.