Toto Wolff taler ud: Værste Grand Prix i 13 år
Mercedes-boss Toto Wolff er bestemt ikke tilfreds med deres præstation i Brasilien. Han omtaler det endda som holdets værste weekend i 13 år.
Efter løbet i Brasilien har Toto Wolff ikke tøvet med at afsløre, at han slet ikke var tilfreds med, hvad han så. Det var dog ikke de to kørere, men derimod bilen han var utilfreds med.
“Vores bil vil være fundamentalt anderledes næste år. Dette løb bekræfter, at vi går i den rigtige retning. Dette var vores værste weekend i 13 år,” sagde Wolff ifølge NU.nl.
Lewis Hamilton blev nummer otte, mens George Russell måtte udgå fra løbet et par omgange før tid.
“Vi er et solidt hold, men det så slet ikke solidt ud i dag. Tre løb i træk slutter vi stærkt på 2.- og 3.-pladsen, og et løb senere er vi pludselig ingen steder. Udviklingen af denne bil kræver mere end blot at sætte et plaster på ting. Det er forkert,” sagde han.
“W13 fortjener ikke at vinde et løb. For Lewis var det overlevelse i dag. Jeg har ondt af vores kørere, at vi gav dem en så dårlig bil at køre. Det er en meget svær bil.”
Han fik desuden støtte fra Hamilton, der heller ikke havde rosende ord at sige om bilen. Tværtimod sagde han, at det var en dag, som han mest af alt bare havde lyst til at glemme.
“Det var en dag, man hurtigt vil glemme. Det er svært at sige, hvad der gik galt. Forhåbentlig kan vi lære af dette,” sagde den syvdobbelte verdensmester.
Holdet får en ny chance i Las Vegas, men det bliver svært for Hamilton at overhale Sergio Perez i den samlede stilling.