Toto Wolff forklarer hvorfor Mercedes tabte til McLaren
Mercedes-teamchef Toto Wolff er ikke i tvivl om, hvordan Lando Norris formåede at holde Lewis Hamilton bag sig.
Lewis Hamilton var tæt på at overhale Lando Norris i sidste del af løbet på Silverstone. Det formåede han ikke at gøre, og spørger man teamchef Toto Wolff, skyldes det McLaren-bilens høje hastighed på langsiderne.
En sen Safety Car hjalp Hamilton med at avancere til en tredjeplads. Derfor valgte Mercedes at trække ham ind i pitlane, for at sætte bløde dæk på bilen. McLaren valgte en anden strategi, og satte hårde dæk på Norris’ bil.
Derfor var der bekymringer om, hvorvidt Norris ville være i stand til at holde den syvdobbelte verdensmester bag sig. Han kæmpede en brav kamp, og formåede til sidst at få temperatur i dækkene, så han kunne slå et hul ned til Hamilton.
“Dækkene fungerede i dag, men de (McLaren, red.) havde bare en bedre bil,” sagde Wolff til Sky Sports.
“Vi er nødt til at være ærlige og sige, at de hårde dæk kunne holde os bag sig med bløde dæk. Der er bare forskel på hastigheden på langsiderne.”
“Vi mangler bare lige hastigheden i øjeblikket. Især på Silverstone.”
Wolff forventer, at løbet i Ungarn kommer til at se anderledes ud. Her er bilerne i højere grad afhængige af et mekaniske greb, fremfor hastighed på langsiderne.
Efter at have set McLaren stå på podiet, efter en meget dårlig start på sæsonen, ser Wolff positivt på situationen. Han mener, at Mercedes kan få lukket hullet.
“Det bliver meget interessant at se på den mere snoede bane i Budapest,” sagde han.
“De tog et stort skridt foran. Det er godt for os at se, at det er muligt hurtigt at indhente det. Så vi er nødt til at gå efter Red Bull.”