Superbil ejet af Lewis Hamilton til 75 millioner kroner totalsmadret
Den dyre og eftertragtede Pagani Zonda 760 er blevet totalsmadret, efter at have været involveret i en voldsom ulykke.
En helt unik Pagani Zonda 760, der tidligere har været ejet af Formel 1-stjernen Lewis Hamilton, har set bedre dage.
Den ekstravagante bil har ifølge Express været involveret i en voldsom ulykke i Wales. Dette har forårsaget store skader på køretøjet, men heldigvis er chaufføren ikke kommet til skade.
Ifølge Ethan Gale, der har fotograferet bilen efter ulykken, blev bilen kørt gennem Penmaenbach-tunnelen i Conwy. På et tidspunkt mistede chaufføren herredømmet over bilen, og kørte derefter ind i væggen.
Ulykken har naturligvis resulteret i meget alvorlige skader, som sandsynligvis vil koste rigtig mange penge at få rettet op på.
Bilen er ikke blevet afskrevet, men kommer derimod til at stå overfor meget omfattende arbejde på et værksted. Det skyldes, at ulykken har ført til skader på både affjedringen, forruden, dørene og bagkofangeren.
Bilen blev produceret tilbage i 2014, og blev lavet ud fra specifikationer fra Hamilton. Blandt andet var det ham, der valgte den meget iøjnefaldende lilla farve.
I dag er han ikke længere ejer af den, men han købte den selv for 1,6 millioner pund tilbage i 2014. Det svarer til omtrent 14 millioner kroner. Senere blev den solgt for 8,4 millioner pund, hvilket svarer til 75 millioner kroner.
Faktisk er det ikke første gang, at bilen har været involveret i et uheld. Det var den også tilbage i 2015, hvor Hamilton kørte ind den ind i tre biler en tidlig morgen i Monaco. Dengang var skaderne dog ikke nær så slemme, som de er denne gang.