Sergio Perez prøver karriereskifte mens rygterne går om hans fremtid
Presset på Sergio Perez har været stort på det seneste, da hans resultater har været dårlige.
Der er fortsat stor tvivl om, hvorvidt Sergio Perez har en fremtid hos Red Bull. Hans resultater har i denne sæson været markant dårligere end holdkammeraten Max Verstappen.
Derfor har der været forlydender om, at han kan ende med at blive afløst efter denne sæson. Dette er dog blevet afvist flere gange af teamchef Christian Horner. Mexicaneren har nemlig en kontrakt, der løber til udgangen af 2024.
Selvom der er stor pres på ham, har han alligevel fundet tid til at forsøge sig med et karriereskifte. Ifølge Formula1news.co.uk har han nemlig valgt at optræde i en musikvideo, hvor han spiller rollen som taxachauffør.
I musikvideoen til ‘Por La Familia’ af den mexicanske musiker Carin Leon og BorderKid, spiller Perez rollen som taxachauffør, der henter Leon i en lufthavn. I musikvideoen er han endda iført sit Red Bull-udstyr, mens han sidder bag rattet.
I denne forbindelse har Leon givet udtryk for, at han er fuld af beundring for Perez.
“Jeg er en meget stor fan af Checo (Perez, red.),” sagde han ifølge Formula1news.co.uk.
“Jeg føler, at han for enhver mexicaner er vores største stjerne inden for sport lige nu. Vi er stolte af ham for det, han gør for den mexicanske kultur. Vi er glade for at bringe musikkens verden og Formel 1 sammen.”
På det seneste har der været forlydender om, at Perez er blevet stillet et ultimatum. Flere medier har rapporteret, at han skal holde sin 2.-plads i den samlede stilling, hvis han ikke vil miste sit sæde.
At der skulle være hold i dette, er dog blevet afvist af både Horner samt Red Bull-rådgiver Helmut Marko.