Sådan bliver vejret til Formel 1 i Canada denne weekend
Formel 1-feltet skal i denne weekend en tur til Montreal i Canada. Her er der en risiko for, at der falder regn.
Formel 1-feltet kan blive kastet ud i endnu en løbsweekend præget af regn. Ifølge GPFans er der nemlig en relativt stor chance for, at der falder regn mindst én af dagene.
Løbet i Monaco blev ramt af regn i slutningen, og i Spaniens Grand Prix åbnede skyerne sig også. Her faldt der regn i den tredje træning samt under kvalifikationen.
Og nu lyder det, at der også er en chance for, at der falder regn i Canada. Det kan du se på de nuværende udsigter herunder.
Fredag
Den første træning bliver kørt fra kl. 13.30 til 14.30 lokal tid. I dette tidsrum er der 35% chance for, at der falder regn.
Under dagens anden træning er der ikke samme chance for regn. Der er omtrent 19% chance for, at det begynder at regne, når anden træning starter kl. 17.00 lokal tid.
Kørerne kan dog blive sendt ud på en våd bane i første træning, da der er næsten 50% chance for regn fredag morgen. Der er også udsigt til stormvejr og store mængder nedbør i løbet af torsdagen.
Lørdag
Er man vild med drama og kørsel i regnvejr, kan tredje træning være værd at tænde for. Her er der nemlig 60% chance for regn.
Ikke nok med det, så er der også en stor chance for regn under kvalifikationen. Ifølge GPFans er er hele 61% chance for, at det kommer til at regne på dette tidspunkt. Kvalifikationen starter kl. 16.00 lokal tid.
Søndag
Havde du håbet på endnu et løb præget af regnvejr, kommer du med stor sandsynlighed til at blive skuffet. Der er nemlig ikke udsigt til regn søndag.
Temperaturen forventes at være omkring 20 grader, som det også er tilfældet de to andre dage. Søndag er der dog mindre chance for, at der falder regn.
Der er kun 22% chance for nedbør, når løbet starter kl. 14.00 lokal tid. Og der er ikke mere end 25% chance for regn på noget andet tidspunkt på dagen.