Så meget tjente Mercedes i Formel 1 trods manglende mesterskabstitel i 2022
Formel 1-holdet Mercedes har skabt en imponerende indtjening, selvom de missede verdensmesterskabet i 2022.
Holdene i Formel 1 er afhængige af at kunne generere overskud, hvis de vil have penge at investere i yderligere udvikling. På dette punkt har Mercedes vist sig at være et af de hold, der klarer sig bedst.
Naturligvis kan det mærkes på kistebunden, at man ikke vinder et mesterskab. Det er især tilfældet, hvis man tidligere har gjort det otte gange i træk. Alligevel har Mercedes dog skabt en flot indtjening.
Selskabet Mercedes-Benz Grand Prix Limited genererede i alt 474 millioner pund i omsætning i 2022. Ud af dette stod 89 millioner pund tilbage, da alle udgifter var trukket fra.
Da selskabet er registreret i Storbritannien, er det et krav, at deres regnskaber indsendes til Companies House. Deres seneste regnskab er for året 2022, og viser alle deres indtægter og udgifter.
Et hurtigt kig på regnskabet viser ifølge RacingNews365, at holdet tjente næsten 20 millioner pund mere, end året forinden.
Også hos Red Bull har der været fremgang at spore, da de oplevede en stigning i omsætningen på næsten 40 millioner pund.
Tallene fra 2023-sæsonen kommer ikke til at være tilgængelige, før holdet offentliggør deres regnskab på denne tid næste år. Hos Companies House kræver de nemlig indsendelse inden udgangen af september.
Mercedes kunne glæde sig over at få en forøget sponsorindtjening på 42 millioner pund fra INEOS. Desuden tjente de også 12,8 millioner pund på et udviklingssamarbejde til sejlsportens America’s Cup med Athena Racing.
Derfor kunne det Brackley-baserede selskab præstere en samlet omsætning på hele 474,5 millioner pund, mens der i regnskabsåret var udgifter for 350,8 millioner pund. Begge tal var højere end i 2021.
Bruttoresultatet steg til 123,7 millioner pund fra 85,8 millioner i pund 2021, men det samlet overskud før skat lød på 113,4 millioner pund.
Den samlede overskud i 2022 kunne have været højere end 89,7 millioner pund, hvis det ikke var for en betydelig skatteregning på 23,7 millioner pund.