Max Verstappen sætter farten, mens konkurrenter kæmper i Mexico

Foto: Dan Mullan/Getty Images

Red Bull-stjerne Max Verstappen var igen hurtigst under træningssessionerne ved Mexicos Grand Prix.

Den tredobbelte verdensmester var 0,119 sekunder hurtigere end McLarens formstærke Lando Norris på bløde dæk på Autodromo Hermanos Rodriguez. 0,266 sekunder længere tilbage kunne man finde Charles Leclerc i hans Ferrari.

Valtteri Bottas formåede også at levere en rigtig stærk omgang. Han satte sig på 4.-plads med en tid, der var 0,269 sekunder dårligere end Verstappens i anden træning. Her blev feltet desuden mødt af en smule regn.

Sergio Perez, der ellers havde opbakning fra sit hjemmepublikum, kunne igen ikke hamle op med Verstappen. Han kørte sig derfor kun til en 5.-plads.

Daniel Ricciardo havde også en rigtig god træning, da han placerede sig som nummer seks. Dermed var han også hurtigere end Lewis Hamilton, der sluttede som nummer syv.

Tidigere har Hamilton ellers sagt, at Mercedes potentielt kunne udfordre Verstappen ved dette løb i Mexico. Hvis det skal være en realitet, så er han nødt til at finde mere fart. Han var nemlig hele 0,388 sekunder langsommere end rivalen fra Red Bull.

Esteban Ocon blev nummer otte i sin Alpine foran McLarens Oscar Piastri. Den anden Mercedes fra George Russell rundede top-10 af. Han sad ude i den første træningssession, hvor Frederik Vesti fik sin F1-debut.

Kun 0,541 sekunder adskilte kørerne i top-10.  Alex Albon havde en god første session, men i anden træning gik det ham ikke helt så godt. Her faldt han ned på en 14.-plads i sin Williams.

Derudover var det også en svær session for Aston Martin, da Lance Stroll var hæmmet af et problematisk hjul, der satte sig fast. Derfor endte han som nummer 18. Fernando Alonso var også at finde i bunden af tabellen, efter han skred ud i sin bil i sving 10.

fredag 8. december 2023

torsdag 7. december 2023

onsdag 6. december 2023

tirsdag 5. december 2023

mandag 4. december 2023