Lewis Hamilton får forbud i Las Vegas forud for historisk Grand Prix
Mercedes-kører Lewis Hamilton har fået et forbud forud for Las Vegas Grand Prix, som bliver afviklet denne weekend.
Med Las Vegas Grand Prix bliver Formel 1 budt velkommen i Las Vegas’ gader for første gang siden 1980’erne.
Der er store forventninger til både løb og show, som forventes at være noget helt særligt.
Blandt andet er der planer om en stor åbningsceremoni onsdag aften, hvor alle 20 kørere skal være med.
I denne forbindelse er der blevet hyret flere store artister, som kommer og optræder.
Selvom der er rig mulighed for det, så har Hamilton fået forbud mod at gøre brug af kasinoerne.
Faktisk har teamchef Toto Wolff sagt, at han vil gøre sit bedste for at holde hele sit team væk fra kasinoerne.
“Jeg har aldrig været i Las Vegas, men vi vil gøre vores bedste for at sikre, at alle i teamet holder sig væk fra kasinoerne,” siger han til Motorsport.com
“Jeg gambler ikke, og jeg vil sørge for, at ingen andre gambler.”
Han fortæller også, at han selv ser frem til løbet i Las Vegas. Desuden giver han ros til Liberty Media, som har stået for at stable begivenheden på benene i løbet af få år.
“Jeg tror, at alle ser frem til Las Vegas-løbet. At køre i denne by kan sammenlignes med at bestige Everest. Hatten af for Liberty Media for at organisere dette løb,” siger han, og fortsætter:
“Jeg tror ikke, jeg er den eneste i Formel 1, der aldrig har været i denne by, som er ret svær at komme udenom.”
“Vi ved ikke, hvordan vi kommer fra hotellet til banen og tilbage, men jeg er sikker på, at vi finder en løsning. Jeg glæder mig til løbet.”