Lando Norris bekræfter tanker om at forlade McLaren
Formel 1-kører Lando Norris har indrømmet, at han har gjort sig tanker om at forlade McLaren.
Lando Norris har afsløret, at han allerede nu gør sig tanker om, hvad hans næste skridt i Formel 1 skal være.
På det seneste har der været rygter om, at den britiske racerkører er på vej til Red Bull. I denne forbindelse har han bekræftet, at han har overvejet at ‘se på noget andet’, selvom han er glad hos McLaren.
Den 23-årige brite underskrev i februar sidste år en langsigtet kontrakt med McLaren. Det betyder, at han og holdet har papir på hinanden indtil udgangen af 2025.
I denne sæson har Sergio Perez haft svært ved at præstere på et højt niveau for Red Bull. Han har kæmpet med at følge med holdkammeraten Max Verstappen, hvilket har ført til spekulationer om hans fremtid.
Angiveligt skulle Norris være med i deres overvejelser som afløser for Perez, hvis kontrakt med holder udløber efter næste sæson.
Hos McLaren er de meget ivrige efter at holde fast i den unge brite. Alligevel kan det ikke udelukkes, at Norris kan blive fristet af et andet tilbud. Det har han selv afsløret for nylig.
“I baghovedet er der de der utålmodige tanker om: Skal jeg holde det ud i et par år mere? Eller er det tid til at se på noget andet?’,” sagde Norris til Sky Sports F1.
“Men jo mere vi opnår ting, som vi har gjort i løbet af de sidste par uger, jo mere er jeg meget sikker på den beslutning, jeg tog om at blive indtil 2025. Og jo mere sikker er jeg på, at vi kan nå vores mål sammen i fremtiden.”