Kevin Magnussen spår intens kvalifikation på Hungaroring i Ungarn

Foto: Jared C. Tilton/Getty Images

Haas-køreren Kevin Magnussen forventer, at kvalifikationen i Ungarns Grand Prix kan vise sig at blive vigtig.

I den kommende weekend skal feltet en tur forbi Ungarn, hvor de skal gennemføre Ungarns Grand Prix på den ‘snoede’ Hungaroring.

Forud for løbsweekenden har danske Kevin Magnussen udtalt sig om sine forventninger til løbet. Her forklarede han, at han tror, at kvalifikationen kan vise sig at få stor betydning for løbets udfald. Det skyldes, at Hungaroring har en tendens til at forhindre overhalinger.

I og med, at Haas har vist sig at være stærke i kvalifikationen, er Magnussen spændt på, hvad han kan få ud af weekenden.

“Jeg synes, at Ungarns Grand Prix altid er godt. Banen er en tæt og snoet bane. Det er lidt svært at overhale, og det lægger mere vægt på kvalifikationen, så lørdag er altid meget spændende i Ungarn,” sagde han ifølge The Checkered Flag.

“Normalt er det sidste løb inden sommerferien, men ikke i år. Så der er også det at glæde sig til. Jeg ser frem til at rejse dertil, og forhåbentlig kan vi være konkurrencedygtige.”

Haas har i denne sæson haft svært ved at opretholde et godt løbstempo. Dette arbejder de fortsat på at finde en holdbar løsning på, lød det fra Kevin Magnussen.

“Vi står selvfølgelig over for nogle problemer med at blive konkurrencedygtige om søndagen. Vi kan ofte være konkurrencedygtige om lørdagen i kvalifikationen, når vi kun skal køre en omgang på dækkene med lavt brændstof, men det er en anden historie om søndagen,” sagde han.

“Vi arbejder meget hårdt på at undersøge, hvad årsagen er, og komme med løsninger. Det er en kollektiv indsats, og alle arbejder hårdt. Med alt det talent, vi har på holdet, er jeg sikker på, at vi kan løse det.”

fredag 8. december 2023

torsdag 7. december 2023

onsdag 6. december 2023

tirsdag 5. december 2023

mandag 4. december 2023