Helmut Marko: Lando Norris ville være et godt match i Red Bull
Red Bull-rådgiver Helmut Marko har indrømmet, at han mener, at Lando Norris ville passe godt ind hos Red Bull.
Den 23-årige Lando Norris viste sig fra sin bedste side på Silverstone. Her formåede han at køre den opgraderede McLaren til en andenplads. Inden han kunne krydse målstregen, måtte han kæmpe en brav kamp mod Lewis Hamilton.
Mens Norris havde fokus rettet mod at klare sig bedst muligt på Silverstone, havde hans agent, Mark Berrymann, et andet fokus. Han blev nemlig spottet i samtale med Helmut Marko, hvor der blev talt om Norris’ fremtid.
The Telegraph-journalist Tom Cary formåede at fange et billede af Marko og Berryman, der sad og førte en samtale.
Efterfølgende har Marko afsløret, at Norris ville passe godt ind hos Red Bull. Det kan derfor ikke udelukkes, at de i fremtiden vil forsøge at hente ham over til dem.
“Han har en kontrakt med McLaren indtil 2025, men blandt de unge kørere er han langt den stærkeste,” sagde han til mediet Kleine Zeitung.
“Hans ungdommelige natur ville også passe bedst til Red Bull,” fortsatte han.
Desuden kunne han også bekræfte, at der tidligere har været ‘intense samtaler’ mellem Norris og Red Bull. Dette er tilsyneladende ikke helt droppet endnu, da der stadig er kontakt mellem dem.
Marko gjorde også lidt for at sparke gang i rygterne. Det gjorde han ved at sige, at Norris og Max Verstappen er gode venner.
“Det er ingen hemmelighed, at Max og han er gode venner,” sagde han.
At de er gode venner, er dog ikke ensbetydende med, at de vil være gode holdkammerater. Om det ender med at blive en realitet, må tiden vise.