Haas straffet for dramatisk øjeblik i pitlane
Formel 1-holdet Haas har fået en bøde for en dramatisk hændelse, der fandt sted i pitlane under Sprint Shootout.
Haas er blevet idømt en bøde for en hændelse, der må have set meget dramatisk ud for dem, der var til stede. Lige pludselig kunne man nemlig se, at Nico Hülkenbergs bil lettede fra jorden i pitlane.
Denne hændelse fandt sted under Sprint Shootout, hvor det lykkedes Nico Hülkenberg at køre sig til en flot fjerdeplads.
Den tyske racerkører var kørt i pitlane, for at få nye dæk på sin bil. Det var i denne forbindelse, at den dramatiske episode udspillede sig, skriver RacingNews365.
Da han kørte ud af sin boks, endte hans bagerste venstre hjul med at få kontakt med et af de forhjul, der netop var blevet fjernet. Det stod en Haas-mekaniker med på jorden.
Det så voldsomt ud, da det endte med at sende Nico Hülkenbergs bil delvist op i luften. Han landede dog hurtigt igen lige uden for boksen.
Ifølge RacingNews365 har der ikke været nogen meldinger om, hvorvidt den føromtalte mekaniker er kommet til skade. I og med, at der ikke er meldt noget ud om det, formodes det ikke at være tilfældet.
Nico Hülkenberg fik lov til at fortsætte sin session, men det betyder ikke, at Haas er sluppet for en straf. Efter Sprint Shootout blev hændelsen gennemgået af stewards.
Nu er det kommet frem, at de har besluttet at idømme Haas en bøde på 5.000 dollars.
Det er dog værd at nævne, at der er tale om en betinget bøde. I reglerne fremgår det, at bøden vil være betinget resten af sæsonen ‘på betingelse af, at holdet ikke overtræder artikel 34.14a yderligere’.
Nico Hülkenberg endte ikke med at få en straf, hvorfor han ikke mistede sin plads til selve Sprint-løbet.