Haas bryder udgangsforbud på grund af Kevin Magnussens bil
Haas blev tvunget til at bryde forbuddet, så de kunne gøre Kevin Magnussens bil klar.
Formel 1-holdet Haas var nødt til at bryde et forbud, så de kunne arbejde på Kevin Magnussens bil natten til fredag. Der var nemlig et problem, der skulle fikses, inden Oliver Bearman kunne få sin debut i Formel 1.
Forbuddet er blevet indført med henblik på at sikre, at holdet ikke arbejder ekstraordinært mange timer i løbet af en løbsweekend. Dog har hvert hold tre undtagelser i løbet af sæsonen, inden der bliver pålagt sanktioner.
For første gang i år har Haas været nødt til at bryde dette forbud, for at arbejde på Magnussens bil. Ifølge mediet Speedcafe har det amerikanske hold bekræftet, at de var nødt til at rette et problem med motoroliesystemet.
Heldigvis fik de styr på det hele, og Magnussens VF-23 var derfor klar til at ‘fortsætte som normalt’. Det var dog ikke ham, der var bag rattet umiddelbart derefter. Det var derimod Bearman, der stod for at gennemføre FP1.
Ferrari Driver Academy-kører Bearman, der kører for Prema Racing i Formel 2, er blevet udpeget til en af Haas’ to obligatoriske rookie-sessioner.
Selvom han ved, at der ‘ikke er noget at vinde fredag’, så er han glad for muligheden. Hertil udtalte Bearman også forud for sessionen, at det vigtigste var, at han fik bilen bragt tilbage i hel stand.
“Det er en obligatorisk session, og jeg skal bare bringe bilen tilbage. Men samtidig er jeg virkelig spændt på at komme i gang. Det bliver rigtig sjovt,” sagde han ifølge Speedcafe.
“Jeg har allerede kørt en F1-bil i Fiorana (2021-modellen i en privat testsession med Ferrari tidligere på året, red.). Så jeg har fået en forsmag på, hvordan det er på fuld gas, og det vil bare bygge på. Forhåbentlig kan jeg også få nogle nyttige data til holdet.”