Günther Steiner: ‘Næste års bil er en fuldstændig ændring i konceptet’
Haas-boss Günther Steiner har et positivt syn på næste års bil, som er en ‘fuldstændig ændring i konceptet’.
Günther Steiner ser frem til at opleve Haas’ kommende racer i aktion. Selvom det er planen, at bilen skal bruges i 2024-sæsonen, skifter Haas til det nye koncept allerede i forbindelse med løbet i Austin.
Holdet har efter sigende identificeret de problemer, der gjorde deres VF-23 til en af de værste biler i feltet. De har især været hårdt ramt af dækslid. Dette har fået Kevin Magnussen til at udtale, at det på dette punkt er den værste bil, han har kørt i Formel 1.
Inden længe overgår de dog til et Red Bull-inspireret koncept, som de er det sidste hold i feltet til at gøre. Det har de naturligvis ventet længe på at kunne gøre, og har besluttet at introducere konceptet til deres hjemmeløb i Austin fra den 20.-22. oktober.
Steiner og co. stoppede med at introducere nye opgraderinger til den nuværende bil midtvejs i sæsonen. Det skyldes, at de ‘så virkeligheden i øjnene’ i forhold til det ‘defekte koncept’.
“Jeg ved endnu ikke præcis, hvad jeg kan forvente. Jeg ville forvente, at vi får bedre præstationer. Men det vigtigste er at se hvad vi gør næste år,” sagde Steiner ifølge RacingNews365.
“Næste års bil er en fuldstændig ændring i konceptet. Med dette års bil kunne vi ikke ændre på konkurrencen, fordi vi har nogle begrænsninger. Blandt andet radiatorerne og sidekollisionsstrukturen.”
“Men vi bevæger os i den retning, så meget vi kan. Men der er mere at lære og forhåbentlig får vi en mere stabil bil. Bilen er meget temperamentsfuld ellers, hvorfor downforce kommer og går. Vi har brug for en stabil bil, der i sving, i krøjning, og i styring er mere i overensstemmelse med disse egenskaber.”