Ferrari kræver løsning efter seneste fiasko
Ferrari-boss Fred Vasseur har langet ud, og har krævet, at der bliver gjort for at løse det.
I sidste weekend var Formel 1 en tur forbi Qatar. Det var en weekend, hvor både kørere og hold blev mødt af flere problemer. Blandt andet var der store problemer med varmen og luftfugtigheden, der skabte ubehag hos flere kørere.
Dertil var der også store problemer med Pirellis dæk. Det viste sig nemlig, at de ikke var i stand til at modstå de aggressive curbs på Lusail International Circuit.
Ikke nok med det, så var der også store problemer med banegrænserne igen. Under selve løbet blev intet mindre end 51 omgangstider slettet. Desuden var der også flere kørere, der endte med at få tidsstraffe på grund af overskridelse af banegrænserne.
Selvom det langt fra var på niveau med, hvad der var tilfældet i Østrig, har det ført til kritik. Blandt andet har det fået Fred Vasseur fra Ferrari til at lange ud.
“Jeg vil sige, at weekendens største problem for mig var banegrænserne,” sagde Vasseur ifølge Speedcafe.
“Du ved, du vil have problemer med banegrænserne på Spielberg (Østrig, red.), og vi havde problemer med det. Vi fik resultatet to timer efter løbet.”
“Før weekenden (i Qatar, red.) fortalte vi dem (kørerne, red.) præcis det samme. Det kommer til at være en festival, og det var en festival.”
“Oven i dette tror jeg, at kørerne nok mistede en lille smule koncentration i slutningen af løbet. Nogle af kørerne fik i løbet af de sidste 10 omgange omgangstider slettet hver eneste omgang.”
“Men du kan ikke bebrejde dem i denne situation. Vi skal finde en løsning. Det er ikke godt for showet. I det mindste kan du se antallet af slettede omgangstider i pitten. Du kan følge historien, og du ved hvor du er.”
“Men jeg tænker på dem, der sidder foran deres tv. De har ikke historien om de slettede omgangstider, og på et tidspunkt ser de: ‘Gasly – 5 sekunder’, ‘Gasly – 10 sekunder’ og ‘Gasly – 15 sekunder’. Vi er nødt til at tænke over det her, at vi kan forudse den slags problemer.”