Ferrari-boss bekræfter ‘tegn på fremgang’ i performance

Foto: Gongora/NurPhoto via Getty Images

Benedetto Vigna, der er CEO for Ferrari, peger på ‘tegn på forbedring’ i Formel 1-holdets seneste præstationer.

Ferrari har ikke haft den sæson, som de håbede på at få. Deres præstationer og resultater har slet ikke været på niveau med, hvad de selv og deres fans havde forventet.

Derfor har holdet, som har Charles Leclerc og Carlos Sainz i deres to biler, været udsat for en del kritik.

I Belgien blev der dog pludselig sparket nyt liv i maskineriet hos det italienske hold, da Leclerc sikrede sig en pole-position. Han rygtes i øvrigt at have fået en ny kontrakt, så han og Ferrari nu har papir på hinanden indtil udgangen af 2025.

Det flotte resultat i Belgien, har naturligvis også vakt stor glæde hos Benedetto Vigna. Han kalder det selv for ‘tegn på forbedring’.

“I nogle af de seneste løb, såsom sidste weekend på Spa-Francorchamps, har vi set nogle tegn på forbedring,” sagde Vigna ifølge La Gazzetta dello Sport i et opkald med finansanalytikere.

Han understregede i samme ombæring, at de ikke er tilfredse, og at de arbejder på at forbedre sig. Desuden sagde han, at de er meget dedikerede til at fortsætte udviklingen af deres bil.

“Det er klart, at vi vil fortsætte med at forbedre os. Vi arbejder dag og nat for at gøre vores bil mere konkurrencedygtig,” sagde han.

Selvom de har været udfordret i de seneste år, vil Ferrari ikke give op. Ifølge Vigna er deres mål stadig at vende tilbage til at blive et dominerende hold i Formel 1.

I denne forbindelse pointerede han også, at sporten har en stor betydning for Ferraris historie.

“Motorsport er en del af vores historie, og mere end nogensinde en stimulans til yderligere innovation,” sagde han.

“Det er viljen til at skabe fremskridt, som vi altid skal holde i live. Det er arven fra vores grundlægger, som vi konstant skal dyrke med tillid og ydmyghed.”

fredag 8. december 2023

torsdag 7. december 2023

onsdag 6. december 2023

tirsdag 5. december 2023

mandag 4. december 2023