‘Den ser hurtig ud’: Alex Albon spændt på Williams’ 2024-bil
Alex Albon har udtalt sig efter løbet i Abu Dhabi, hvor han forklarede, at han er spændt på Williams’ nye bil.
Williams-kører Alex Albon kørte over målstregen som nummer 14 i Abu Dhabi. Han fik en svær start på løbet, hvor han raslede ned på en 18.-plads.
Efter løbet kaldte han det for et ‘hårdt løb’, men er alligevel ærgerlig over resultatet. Han mente nemlig, at det kunne have været muligt at score point med en bedre start.
“Det var et hårdt løb. Første stint var meget hårdt. Jeg fik en dårlig start og kæmpede meget på mediumdækket. Bagefter, da vi gik fra hårdt til hårdt, var tempoet faktisk stærkt i forhold til dem, vi kørte mod,” sagde han ifølge Formel 1’s hjemmeside.
“Jeg var langsomt på vej tilbage gennem feltet. Hvis jeg havde haft et godt første stint, ville jeg have været et godt sted til at nå ind i pointene. Men måske ikke, jeg ved det ikke. Det vigtigste er, at Yuki (Tsunoda, red.) ikke scorede nok point, og vi er P7 i mesterskabet.”
Tsunoda havde mulighed for at hente point nok til AlphaTauri, så de kunne overtage Williams i den samlede stilling. Dette lykkedes dog ikke, hvilket Albon glæder sig over. Men han ser også frem til en pause.
“Ja, jeg ser bestemt frem til en pause. Jeg er færdig. Jeg er meget syg lige nu. Jeg vil bruge de næste par måneder til at holde fri og nyde det. Men som du sagde, er jeg meget spændt på næste år,” sagde han.
“Vi har brugt så meget tid i simulatoren og arbejdet på næste års bil. Jeg har også set bilen i vindtunnelen – den ser fantastisk ud, den ser hurtig ud. Jeg er ikke ekspert i aerodynamik, men hvis det ser bølget ud, er det et godt tegn.”
“Og på simulatoren føles den også god. Så, som du sagde, er julen kun om et par uger. Men for mig er det lidt mere i februar, når vi skal teste bilen.”