‘Altid i vores hjerter’: Alfa Romeo trækker sig officielt fra F1
Samarbejdet mellem Alfa Romeo og Sauber ophører ved udgangen af sæsonen, hvorfor løbet i Abu Dhabi bliver det sidste.
I 2018 vendte Alfa Romeo tilbage til Formel 1 efter en pause på 30 år.
Her indgik de en aftale med Sauber, som har ført til seks år ‘frugtbart og lidenskabeligt samarbejde’.
Det skriver Alfa Romeo i en pressemeddelelse.
De bruger desuden muligheden for at sende en tak til dem, der har været involveret i holdet gennem årene.
Blandt andet sender de en tak til afdøde Sergio Marchionne. Han var meget ivrig efter at få dette samarbejde mellem Sauber og Alfa Romeo i stand.
“En kæmpe tak til kørerne i kronologisk rækkefølge: Charles Leclerc, Marcus Ericsson, Antonio Giovinazzi, Kimi Raikkonen, Zhou Guanyu og Valtteri Bottas, som alle har kæmpet for holdet i løbet af de sidste seks år,” skriver Alfa Romeo, og fortsætter:
“En dybtfølt tak og en klapsalve til hele Sauber Team, startende med Finn Rausing. Mest af alt Fred Vasseur, men også Alessandro Alunni Bravi og Andreas Siedl for deres konstante, passionerede og professionelle samarbejde.”
I pressemeddelelsen fremgår det også, at deres C43 kommer til at indtage banen med sekstaller på det meste af bilen.
Desuden kommer den til at være udstyret med sætningen ‘Alfa Romeo nei nostri cuori’, som kan oversættes til ‘Alfa Romeo, altid i vores hjerter’.
Jean-Philippe Imparato, Alfa Romeo CEO, har også udtalt sig om samarbejdets ophør.
“Når du afslutter et så vigtigt kapitel i et brands historie, er det tid til at gøre status. For Alfa Romeo repræsenterede dette F1-eventyr et internationalt udstillingsvindue på højeste niveau. Men også en dyb menneskelig og sportslig oplevelse,” siger han.
“Efter min ydmyge mening har afkastet af det arbejde, vi har udført her, været det mest positive i hele min karriere. Fordelene i form af synlighed fungerer som et benchmark for hele Stellantis-koncernen. Alfa Romeo har konkurrence i sit DNA og vil vende tilbage til at begejstre sine fans så hurtigt som muligt, når betingelserne er rigtige.”