Max Verstappen irettesætter kritikere: ‘De kan ikke se det’
Max Verstappen er kendt for at være klar til at give igen, når han får kritik, og det har han også været denne gang.
Formel 1-verdensmester Max Verstappen har langet ud efter de personer, der kritiserer hans store dominans i denne sæson.
Red Bull-køreren har allerede vundet sit tredje verdensmesterskab, hvilket skete i forbindelse med Qatars Grand Prix. Ikke nok med det, så har han også slået sin egen rekord for flest sejre i én sæson.
Da der er to løb tilbage af sæsonen, har han også slået Alberto Ascaris 71-årige rekord for procentdelen af vundne løb i en sæson. Det er med til at sætte en klar streg under, at han har haft en meget dominerende sæson.
Dette har fået flere til at kritisere den store dominans, da de mener, at det ikke er godt for sporten. Men nu har Verstappen valgt at tage til genmæle mod de mange kritikere, som har udtalt sig på denne måde.
“Du gør alt, hvad du kan for at vinde. Når du først opnår det, prøver du at holde fast i det så længe som muligt,” sagde han ifølge RacingNews365.
Han svarede også på, hvad han finder svært ved sin dominans. Her havde han også et meget klart svar.
“Det afhænger af meget. Hvis du er den person (der dominerer, red.), så ingenting. Hvis du ikke er den person, så er det selvfølgelig ikke så rart. Men hvis du er den person, er det rart,” sagde han.
“Hvis du er fan, er det selvfølgelig også fantastisk, og hvis du ikke er fan af en bestemt person eller et bestemt hold, bryder du dig ikke om det.”
“I sidste ende handler det om at se på præstationer, og ikke den kedelige dominans. Man har altid forskellige meninger om det. Nogle mennesker kan ikke lide at se det. Andre kan ikke lide det. Eller vil ikke se det. Det er også en forskel.”