Bernie Ecclestone kritiserer F1 for Grand Prix i Las Vegas
Las Vegas’ Grand Prix bliver et stort show, som der er blevet investeret mange penge i. Men det er ikke alle, der glæder sig.
Red Bull-kører Max Verstappen har talt åbent om, at han ikke ser frem til at køre i Las Vegas. Han mener, at løbet handler mere om showet, end om racerløb.
Derfor har den hollandske stjerne også planer om at ‘gøre sine ting og smutte igen’. Han er kendt for at have et benhårdt fokus på racerløb. Derfor bryder han sig ikke specielt meget om de andre ting, der følger med, når man kører i Formel 1.
Desuden er der også blevet delt billeder af, at der er gjort noget særligt ud af banen. Blandt andet er banens kerbs blevet malet i røde, hvide og sorte farver samt udsmykket med de fire kulører fra spillekort.
Dette har fået tidligere Formel 1-ejer Bernie Ecclestone til at lange ud. Han synes, at det er meningsløst at bruge energi på sådan noget. Han bryder sig generelt ikke om, at der bliver brugt mere energi på dette, end i kampene på banen.
“Jeg glæder mig ikke særlig meget til Las Vegas. Det har intet med F1 at gøre. Hvem ved, hvad der sker i fremtiden. Måske mister vi nogle løb. 24 løb i kalenderen er for mange, og jeg tror, de vil fjerne nogle,” sagde den 93-årige Ecclestone til NOS.
“Jeg er glad for, at F1 fortsætter med at udvikle sig rundt om i verden. Jeg var den, der tog denne kategori ud af Europa og tog den til resten af verden. Det er derfor, det hedder verdensmesterskabet – ikke europamesterskabet,” sagde han også.