Helmut Marko svarer igen på anklager fra Haas
Red Bull-rådgiver har nu svaret igen på de anklager, der er blevet fremsat af Haas.
Haas har valgt at klage over løbet i Austin, hvilket kan få betydning for Sergio Perez. Den mexicanske kører kan nemlig ende med at blive straffet.
Det amerikanske hold har trukket deres klage langt, da de ventede helt til lørdag under Brasiliens Grand Prix med at klage. De betyder, at de ventede næsten to uger med at indsende deres klage. Konkret handler deres klage om, at flere kørere ikke har fået straf for overtrædelse af banegrænserne.
Haas mener, at Perez og potentielt andre kørere har skåret et af svingene på Circuit of the Americas adskillige gange uden at blive straffet for handlingen.
Derfor vil de nu have FIA til at tage endnu et kig på optagelserne fra løbet. Desuden kræver de, at der bliver langet sanktioner ud, hvis det viser sig, at de har ret. I bedste fald kan det ende med at give dem point i løbet.
Efter løbet i Brasilien blev Marko bedt om at give sin mening om sagen til kende. Her blev han også præsenteret for det faktum, at hans kører kan ende med at miste point og positioner.
“Så vidt jeg ved, er der en vis tidsgrænse, du skal overholde, når du vil appellere resultaterne,” sagde han til Sky Sports Germany.
“Jeg tror ikke, det bliver til noget, da de kommer med nye anklager.”
Det vides ikke, hvordan der bliver truffet en afgørelse fra FIA’s side. Først skal der nemlig besluttes en dato for en høring, hvor de skal tage stilling til Haas’ beviser.
Er der tale om nye beviser, vil der være grundlag for at åbne en ny sag. Når denne undersøgelse er færdiggjort, vil det blive vurderet, om der skal uddeles nye straffe.