Daniel Ricciardo bekræfter: Denne dato vender han tilbage til Formel 1
Længe har der været spekuleret i, hvornår Daniel Ricciardo vender tilbage. Nu har han selv løftet sløret for det.
Australske Daniel Ricciardo har været på sidelinjen, siden han under et uheld i Holland brækkede en knogle i venstre hånd.
Han blev tidligere på sæsonen hentet ind som afløser for Nyck de Vries, der blev fyret efter blot ti løb. Få løb efter at have trådt til, havde Ricciardo pludselig selv brug for en afløser på grund af sin skade.
Heldigvis var AlphaTauri hurtige til at få hentet Liam Lawson ind som afløser. Det viste sig at være en god idé, da han har imponeret i løbet af sin korte tid i Formel 1.
Men nu ser det ud til at være slut for Lawson i denne omgang. Ricciardo har nemlig bekræftet, at han vil være tilbage bag rattet på Circuit of the Americas i næste weekend.
Mediet The Athletic fangede Ricciardo, og spurgte ham om, hvorvidt han ville vende tilbage i Austin. Dette havde den 34-årige racerkører et godt svar på.
“Ja, jeg er tilbage. Jeg er spændt,” lød det fra ham.
Efter sin skade skal Ricciardo nu forsøge at finde formen hurtigt. Der er nemlig ikke mange løb tilbage i denne sæson, hvor han kan imponere.
Faktisk er der kun fem løber tilbage, inden denne sæson er overstået. Derfor er det vigtigt, at han formår at vise sine færdigheder frem. Dermed kan han bekræfte AlphaTauri i, at de har truffet det rette valg ved også at give ham en kontrakt i næste sæson.
Ricciardo får selskab af Yuki Tsunoda næste år. Lawson kommer derimod til at vende tilbage til sin rolle som reservekører, hvilket mange er overraskede over.