Altdominerende Red Bull RB19 rygtes at fortsætte på gridden i 2024
Det er ikke sikkert, at den dominerende RB19 er fortid i Formel 1 næste år.
Red Bulls RB19 kan ende med at blive i feltet i Formel 1 i næste sæson. Det vil dog blive hos et andet hold, lyder det fra David Croft.
Han har afsløret, at der er rygter om, at AlphaTauri kommer til at køre ‘dette års Red Bull næste år’.
Denne sæson har været en stor succes for Red Bull, da de har vundet 12 ud af 12 løb. Ikke nok med det, så har de i fem af løbene vundet både 1.- og 2.-pladsen.
Det står i skarp kontrast til AlphaTauri og deres AT04, der er en af de langsomste biler i feltet. Derfor er det ikke lykkedes for holdet at hente mere end tre point i denne sæson.
“AlphaTauri er det, der interesserer mig. Hvor tager AlphaTauri hen herfra?” sagde Croft i Sky F1-podcasten.
“Yuki Tsunoda kører okay. Han har vundet alle deres point i år. Nyck de Vries fungerede ikke, men jeg ville gerne have set ham få lidt mere tid. Jeg forstår grundene til, at de lod ham gå.”
“Jeg tror, at Daniel Ricciardo er kommet ind som en motivation. Ikke kun for Yuki, men også for Checo (Sergio Perez, red.). Og det ser også ud til at have virket i de sidste par løb.”
“Men ønsker Danny Ricciardo virkelig at køre for AlphaTauri næste år? Potentielt, hvis AlphaTauri har en meget bedre bil. Og der er mange rapporter om, at planen er, at de kører i dette års Red Bull næste år.”
“Det er sket før. Super Aguri kørte for eksempel en et år gammel Honda. Det virker i starten af sæsonen, men du vil hurtigt komme bagud med udviklingen. Det ville helt sikkert fungere for AlphaTauri. Men det er kun et rygte.”