Helmut Marko: Vi vil lade Nico Hülkenberg køre kvalifikationen for Red Bull
Red Bull-rådgiver Helmut Marko har udtalt, at holdet vil lade Nico Hülkenberg køre kvalifikationen fremover.
Sergio Perez har været genstand for en del kritik i denne sæson. En stor del af kritikken går på, at han ikke er god nok i kvalifikationen.
Dette har fået Red Bull-rådgiver Helmut Marko til at lave sjov med, at de ville have to kørere til samme bil.
I denne forbindelse udtalte han, at de ville have Nico Hülkenberg til at køre i kvalifikationen. Derefter skulle Perez overtage rattet, så han kunne køre løbet.
Det er en udtalelse, han er kommet med, efter at være blevet konfronteret med den seneste tids rygter om Hülkenberg. Den tyske racerkører har nemlig været rygtet til Red Bull.
“Lad mig sige det sådan her. Vi får ham (Hülkenberg, red.) til at køre i kvalifikationen, og så kører Perez i løbet,” siger han til Kleine Zeitung.
Selvom det naturligvis har været sagt i sjov, er det med til at understrege Red Bulls bekymring over Perez’ seneste præstationer.
Forud for Belgiens Grand Prix har Marko været meget vokal omkring Perez’ behov for at forbedre sig i kvalifikationen. Hvis ikke han formår at gøre dette, kan det koste ham sædet hos Red Bull.
I Ungarn formåede han at kvalificere sig som P9, og i løbet kørte han sig frem til en tredjeplads. Det har fået Marko til at forsvare ham.
“Han har helt klart forbedret sig, efter at have kæmpet sig fra en niende- til en tredjeplads i Ungarn,” siger han til mediet OE24.
“Endelig nåede han til Q3 igen. Du kan se en opadgående tendens.”