Toto Wolff udelukker kontroversiel taktik for at standse Red Bull
Mercedes-boss Toto Wolff har udelukket, at Formel 1 bør indføre såkaldte Balance of Performance (BoP) for at stoppe Red Bulls dominans.
Max Verstappen var først over stregen i Ungarns Grand Prix, hvilket var hans syvende sejr i træk. Desuden var det hans niende sejr i alt i denne sæson.
For Red Bull var det også en vigtig sejr, da det var deres 12. sejr i træk. Dermed formåede de at overgå den tidligere rekord på 11 sejre i træk, som blev sat af McLaren.
Verstappen kørte over målstregen med hele 33 sekunder ned til Lando Norris på andenpladsen. Lewis Hamilton kørte over målstregen som nummer fire, og var hele 39 sekunder efter hollænderen.
Derfor er det svært at benægte, at Red Bull ganske enkelt dominerer i denne sæson. Det har fået Wolff til at beskrive løbet som ‘en gruppe Formel 2-biler mod en Formel 1-bil’. Alligevel mener han ikke, at der skal gribes ind.
BoP handler om at justere ydeevnen i alle biler i en serie, så en af dem ikke bliver for dominerende. Det bruges blandt andet i World Endurance Championship, men Wolff mener ikke, at det hører til i Formel 1.
“Jeg elsker den her sport, fordi den er meritokratisk. Underholdningen følger sporten, og ikke den anden vej rundt,” sagde han ifølge RacingNews365.
“Vi kan ikke bruge Balance of Performance eller noget, der vil udjævne feltet. Det er, hvad det er.”
“Vi har haft det her i årevis hos Mercedes, hvor vi sluttede nummer et og to i hvert enkelt løb. Det var bestemt ikke fantastisk underholdning.”
“Derfor skal vi bare arbejde på at blive bedre og bringe os selv tilbage i kampen. Ligesom mange fans bliver vi frustrerede, når vi tror, vi er virkelig tæt på. Fortsæt med at se, og se, hvad der sker. Se en bil forsvinde i solnedgangen.”