Ryan Reynolds og Rob McElhenney investerede ikke deres egne penge i Alpine
Skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney er blandt de nye ejere af Formel 1-holdet Alpine, men de har ikke investeret deres egne penge i holdet.
Det var en stor historie, da det kom frem, at Alpine havde frasolgt 24% af aktierne i selskabet. Det var ikke salget i sig selv, der skabte den store interesse, men derimod hvem køberne var.
Blandt de nye investorer finder man skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney. Ifølge Daily Mail har de formået at involvere sig i handlen, uden at skyde penge ind i selskabet.
I stedet er det deres ‘berømmelse’, der har været deres valuta i denne forbindelse. Og det har åbenbart været nok til at få en plads i det konsortium, der har købt en del af Formel 1-holdet.
Det britiske medie skriver, at der er deres kompetencer på og omkring skærmen, der har gjort dem interessante. Det vil nemlig betyde, at de på denne måde kan ‘generere indtægt’ til selskabet.
Reynolds og McElhenney har også købt fodboldklubben Wrexham Football Club, som de sidste år førte til oprykning til Football League. Desuden har de også gjort klubben kendt i hele verden.
Efter Hollywood-stjernernes køb af klubben, er den blevet væsentligt mere kendt, hvilket særligt skyldes dokumentarserien ‘Welcome to Wrexham.
Nu har de valgt at kaste sig over Formel 1, da de er en del af et konsortium, der har købt 24% af Alpine. Prisen for dette lød på 171 millioner pund, hvilket værdisætter hele holdet til 706 millioner pund.
Ikke en krone af disse er dog kommet fra Reynolds og McElhenney. Derimod har deres store succes med Wrexham AFC medført, at de er blevet inviteret med ind i folden, skriver Daily Mail.