Max Verstappen: FIA-regler fik ‘os til at ligne amatører’
Max Verstappen har langet ud efter FIA-reglerne, da han mener, at det fik kørerne til at ‘ligne amatører’ under kvalifikationen i Østrigs Grand Prix.
Red Bull-stjerne sikrede sig endnu en pole-position, men ikke helt så overbevisende, som tidligere i sæsonen. Han satte en tid, der var 0,048 sekunder bedre end Charles Leclerc i hans Ferrari.
Kvalifikationen var i høj grad præget af, at kørerne fik annulleret tider for at overskride ‘track-limits’. Altså, at de ikke holdte bilen på banen.
Det gik blandt andet ud over Sergio Perez, der måtte se sig slået ud i Q2, fordi han fik sine tider annulleret. Han havde især problemer med at holde bilen på banen i sving 10, hvilket førte til flere annullerede tider.
Ifølge RacingNews365 blev i alt 47 omgangstider annulleret af FIA. Efterfølgende beklagede Verstappen sig over reglerne.
“Det her er en af de værste baner i forhold til track-limits,” lød det fra Verstappen ifølge RacingNews365.
“Mod slutningen bliver dækkene rigtig varme, så de er ikke så smidige længere, sammenlignet med starten af omgangen.”
“Det er svært at bedømme her på banen. Du har alle kompressioner, og hvis du rammer forkert, så kan du miste bilen eller understyre. Så det er meget nemt at køre ud over den hvide streg.”
“Det så meget fjollet ud. Det så ud som om vi var amatører med antallet af omgangstider, der blev slettet. Nogle af dem var så marginale. Vi talte om det i briefingen, at når det er så marginalt, er det umuligt at bedømme, om den er ude eller inde, og de blev stadig slettet.”
“Jeg synes ikke, det ser godt ud. Selvfølgelig vil folk sige: ‘Bare bliv inden for de hvide linjer’. Hvis det er så nemt, kan du tage min bil og prøve det, men du får nok ikke tilstrækkeligt med fart på.”